Rigtig mange elsker at grille på en varm sommeraften, men det kan sommetider være uoverskueligt at komme hjem klokken 17 om eftermiddagen med sultne børn, der nu skal vente en halv time på, at grillstarteren får kul klar til ens grill. Det er her, hvor gasgrillen kommer ind i billedet. En gasgrill har nemlig den fordel, at man kan åbne for gassen og tænde grillen, hvorefter den er klar til at lave mad efter 5- til 10 minutter.
Læs også: Hvilken grill skal jeg vælge?
Indholdsfortegnelse
Hvordan virker en gasgrill?
En gasgrill virker helt essentielt ved, at man fodrer grillen med gas, der antændes med en gnist, hvorefter man kan regulere temperaturen ved at dreje på én eller flere kontakter. Men så enkelt er det selvfølgelig ikke.
En gasgrill i Danmark, eller generelt Europa som minimum, fungerer ved at afbrænde flydende gas. Gassen kommer for de fleste tilfælde i en 5- til 11 kilos gasflaske. Gassen holdes under moderat tryk i flasken, hvilket sikrer, at den forbliver flydende, da grillen ikke virker, hvis gassen indtager en luftform. Regulatoren, som vi ser på billedet ovenfor, er i overensstemmelse med de europæiske standarder, og den leverer et tryk på 29 mbar.
Gassen transporteres via en slange op til brænderrørene, der i større grills er dækket af sear plates. Inden gassen ledes ind i brænderrørene, bliver den blandet med ilt gennem et filter, som sidder på slangen lige før rørene. Det sikrer, at gassen nu har det optimale blandingsforhold til at brænde korrekt. Hvis du ser små flammer med et blåligt skær, kan du godt forvente, at din gasgrill bare spiller. Bliver flammerne mere flakkende og gule, så er forbrændingen blevet dårlig, og det kan anbefales at rense brænderrørene samt filteret.
Hvordan renser jeg mine brænderrør?
Trænger grillen til en grundig rengøring, fordi grillen ikke brænder rent længere? Så er der kun en vej frem, og det er at pille ristene og eventuelle Sear Plates ud. Dernæst skal man bruge det medfølgende stykke værktøj, som kan løsne dine brænderrør. Vær opmærksom på dysens placering, så du får røret sat rigtigt på plads igen. Dernæst skal du tage et bor, der passer til hullerne i brænderrøret og forsigtigt bore skidt ud. Til sidst kan du eventuelt køre en tur henover røret med en stålbørste eller andet. Når rengøringen er overstået, kan du eventuelt afmontere filteret til luften og rense det, hvis det er nødvendigt, inden du remonterer dine rør. Det anbefales, at du renser rørene og filteret cirka hvert halve år for at bevare grillens evne til at varme ordentligt.
En dybdegående rensning af grillen indvendigt og udvendigt med jævne mellemrum er nødvendigt for at vedligeholde og bevare grillen bedst muligt. Især indvendigt er en rengøring, hvor skidt og fedtrester fjernes vigtigt, da man ellers risikerer fedtbrand i grillen. Til formålet har Traeger lavet en grillrens, der fungerer rigtig godt uden brug af giftige kemikalier.
Se også: Traeger Grillrens hos Bauhaus.dk
Skulle uheldet alligevel være ude, så er der stadig gode råd at have i mente, når branden skal slukkes, så man minimerer risikoen for yderligere skader på andre bygninger. Eller at grillen ikke kan reddes efterfølgende. Sørg altid for at respektere sikkerhedsafstande, der er angivet i grillens brugsanvisning.
- Start med at lukke gassen og fjern flasken.
- Træk grillen væk fra huse og andre bygninger.
- Luk låget, så ilden bliver kvalt.
En fedtbrand kan brænde længe. Det er vigtigt at huske, og man skal ikke gå fra grillen, så længe ilden stadig er i gang. Kan man styre branden, så kan man sidde klar med en brandslukker, mens den brænder ud. Er ilden ude af kontrol, bør man ringe efter brandvæsenet. Forsøg aldrig at slukke branden med vand, da man vil skubbe fedtet rundt med risiko for eksplosion. Fedtet brænder alligevel så hårdt, at vandet ikke kan slukke ilden.
Hvordan rengør jeg mine grillriste?
Den allernemmeste måde at rengøre dine grillriste på er at tænde grillen på fuld gas i 10- til 15 minutter. Når ristene er varmet godt igennem, og det fastbrændte skidt er forkullet, kan man nemt skrabe resterne af med en grillbørste.
Hvad skal jeg være opmærksom på?
Når man bruger gasgrill, så er der ting, som man skal være ekstra opmærksom på, da gas er en meget brændbar substans, som kan medføre eksplosionsfare med alvorlig bygnings- eller personskade til følge.
Gaslækager efter samling af grill!
Når man samler sin grill, så kan man næsten ikke undgå, at der også er dele af gasforsyningssystemet, som man selv skal samle.
Når man skal samle forbindelsesled i en gasgrill, skal man først og fremmest bemærke, at det hele er med linksgevind, hvilket er et krav til gasinstallationer i EU. Linksgevind betyder, at de drejer modsat i forhold til andre gevind. Alle samleled i en gasinstallation bør smøres med vand blandet med masser af sulfo. Når man åbner for gassen, vil det nemlig boble, hvis installationen er utæt. Ser du de mindste bobler, eller kan du lugte gas omkring din tændte grill, så bør du altid slukke ilden, finde anledningen til utætheden og udskifte den defekte del. Forsøg aldrig at udbedre skaden. Udskift blot den ødelagte del.
Mør gasslange! Hvor farligt er det?
Gasslanger er alle lavet i et armeret gummimateriale med en kappe udenpå, der beskytter slangen. Med tiden vil gummimaterialet bliver skørt og revne, hvorefter det mister sin styrke.
Begynder du at kunne se revner i din gasslange, lever den ikke længere op til kravene til ens gasinstallation. Du bør straks stoppe brugen af din gasgrill og erstatte den nu nedbrudte slange. Ofte kan en ny fås med regulator for under 200 kroner, og det kan ikke betale sig at spille med heldet her.
Skifter man ikke slangen, risikerer man, at den tørrer så meget ind, at den bliver utæt. En utæt gasslange er i sagens natur en yderst farlig ting, da gassen kan antændes af den åbne ild, hvilket brænder meget voldsomt, og hvis ilden får ved omkringliggende bygninger og materialer, kan man potentielt brænde sit hus ned. Giv din gasinstallation den opmærksomhed, som den fortjener, et par gange om året, så du kan grille med ro i sindet og bare nyde den gode mad i stedet for.
Hvordan tænder jeg min gasgrill?
Hvordan man tænder sin gasgrill afhænger i særdeleshed af mærket på ens grill. Der findes flere forskellige typer af tændinger, hvoraf den ene er en klassisk gnisttænder, mens andre er elektroniske. Skulle ens tænding svigte, så kommer de fleste grill i dag med en tændstikholder, der hænger i en kæde, så man slipper for at skulle have hænderne ned til brænderrørene, når gassen skal antændes.
Napoleon kører med JETFIRE tændingssystemet, hvor brænderen antændes, så snart man drejer regulatorerne på grillen. Knappen til tænding på denne model er til at starte Sizzle Zonen, som er en infrarød brænder, der nemt kan opnå temperaturer på 800-1000 grader. En funktion, som virker rigtig godt til at give sit kød stegeskorpe, når man har stegt det low and slow eller haft det en tur i sous vide.
Læs også: Hvad er en træpillegrill?
Hvor varm skal min gasgrill være?
Hvor varm grillen skal være afhænger altid af, hvad du skal lave af mad. Hvis du vil i gang med at lave pizza på en pizzasten, er du ude i en situation, hvor grillen næsten ikke kan blive varm nok. Her er 350 grader en rigtig fin temperatur. Men skal du lave en rosastegt oksefilet, så kan det godt have fatale konsekvenser for resultatet, hvis temperaturen kommer meget over 200 grader.
Man bør altid tænke, at man skal sætte temperaturen, som man ville have gjort det, hvis man skulle lave det i ovnen. Vil man for eksempel lave flæstesteg, hvor sprøde svær er ønsket, kan det godt betale sig at hæve kødet op, da varmen altid er mest intens i toppen af grillen, da vi ikke har varmluft i en gasgrill til at fordele varmen mere jævnt.
Hvilket tilbehør bør man vælge til sin gasgrill?
Der findes rigtig meget godt tilbehør til ens gasgrill, hvoraf nogle af dem er mere eller mindre et must, hvis man vil grille mere en en kotelet og en ostepølse i ny og næ.
- Stegetermometer – Et rigtig godt stegetermometer kommer man som grillmester ikke udenom, hvis man vil ramme den rigtige temperatur på en kalve ribeye. Thermapen er et godt valg, hvis man gerne vil have mulighed for et her og nu billede. Ellers kan Meater+ klart anbefales, hvis man vil have et Bluetooth termometer med lang rækkevidde.
- Rotesseri – Et rotesseri er næsten uundgåeligt, hvis man gerne vil opleve den ægte grillkylling, som man ser det fra amerikansk fjernsyn, hvor de snurrer rundt på den infrarøde grill på den lokale grillbar. Med et rotesseri løber fedt og stegesaft rundt om kødet og marinerer det, mens stegningen står på.
- Pizzasten – Vil du bage pizza på grillen, kan en god pizzasten eller bagestål kun varmt anbefales. Et godt bagestål kan eksempelvis købes hos Det Bedste Brød.
- Grill-overtræk – Et godt grillovertræk er en klar fordel, hvis ens grill skal stå ude hele året, da det beskytter grillen mod moder natur, når den ikke er i brug.
Hvordan griller jeg bedst?
Der findes to essentielle grillmetoder, når man snakker om at grille med låg på. Vi har direkte og indirekte varme at gøre med, når vi skal grille, og hvad forskellen er, kommer vi ind på lige om lidt.
Direkte grillning; Mad over åben ild
Direkte varme er, når vi ligger maden henover den åbne ild, hvorefter varmestrålerne er meget intense og står direkte op på kødet. Den grillmetode egner sig ikke til at lave mad, som skal have længere tid på grillen, men den er oplagt til at grille et par koteletter. Direkte grillning egner sig bedst til temperaturer mellem 225 til +300 grader, og hvis man har kød, der kun skal have få minutter, kan eksempelvis Napoleons Sizzle Zone være eminent til formålet, da vi som nævnt har at gøre med temperaturer på op til næsten 1000 grader.
Indirekte grillning; Mad ved siden af flammerne
Indirekte grillning foregår ved, at man tænder en del af grillens brændere og placerer maden på den del af risten, som ikke har tændte brændere under sig. Derved kan man grille maden i længere tid uden at brænde ens madvarer. Her kan man grille med temperaturer på så lidt som 100 grader og op til cirka 200 grader. Når du griller indirekte, er det især vigtigt at holde låget på grillen lukket så meget som muligt, da temperaturen ellers vil være for ustabil og give et for stort udsving.
50/50 grillmetoden; Når de to kæmper mødes
Man kan også kombinere de to metoder ovenfor i en symfoni, der fungerer rigtig godt til rigtig mange forskellige stykker større kød. Ved 50/50 metoden starter man oftest med at grille indirekte, indtil kødet når en bestemt kernetemperatur. Når den er opnået, varmes grillen op, og kødet brunes godt af på direkte varme, indtil det har fået en flot stegeskorpe, og man er klar til at spise. 50/50 er i særdeleshed egnet til low and slow grillning, og har man ikke prøvet det endnu, så er det på tide at komme i gang.
Hvilken størrelse grill skal jeg vælge?
Det er altid en god idé at afstemme størrelsen på ens grill nogenlunde med ens grillbehov. Generelt kan man sige, at det er nemt at grille lidt på en stor grill, men det er svært at grille meget på en lille grill. Det er også rigtigt nok, men hvis ens grill er alt for stor, så varmer man et stort areal op, hvor man kun skal bruge lidt af det. Det giver et unødvendigt brug af gas, og det kan ikke anbefales.
De fleste større grillproducenter har ofte flere forskellige klasser at vælge imellem, og her lister vi grill op fra to store spillere på markedet.
Den lille smarte til 3-5 mennesker:
Den lidt større til 5-8 mennesker:
Den ultimative grill til 8+ mennesker:
Vi håber, at denne guide har gjort det nemmere for dig at overskue, hvad en gasgrill kan gøre for dig og dine behov, når det bare skal være nemt og lækkert at få tændt op i grillen og hygge med naboerne eller familien.