Den næste generations elbil fra BMW kan nu forudbestilles for under 500.000 kroner. BMW i4 kommer i to forskellige modeller i første omgang, og senere i 2022 forventes det, at vi får en M-model, som bliver BMW’s første bil på ren el i M-serien. Rygterne svirer også om, at vi får en model med færre hestekræfter og et lavere prisskilt at se senere, men det er ikke bekræftet endnu.
BMW i4: Pendant til Tesla 3?
Det har været nævnt rundt omkring på nettet, at BMW i4 skulle være en direkte pendant og derved konkurrent til Tesla 3. Dog lander det på markedet med et højere prisskilt end netop Tesla 3, da den jo koster fra 469.900 kroner, mens Tesla kan erhverves for priser fra 399.990.
Læs også: BMW i4 challenges Tesla Model 3 hos Autocar.co.uk
Til gengæld kan den billigste udgave af i4 køre op til 590 kilometer på en opladning imod Teslas 448 kilometer, mens den dyrere Tesla 3 model har en rækkevidde på 615 kilometer og koster fra 449.000 kroner.
BMW i4 serien er 100% elektrisk køreglæde!
BMW i4 eDrive40 kommer med en enkelt elmotor på bagakslen, der yder 340 hestekræfter med en topfart på 190 kilometer i timen og 0-100 km/t på 5,7 sekunder. BMW i4 M50 kommer derimod med to elmotorer placeret på for- og bagaksel, så den i stedet har 4-hjulstræk og yder 544 hestekræfter. BMW slår især hårdt på, at M50 kan tage mange 0-100 sprint uden at begrænse motorydelsen i modsætning til Tesla. Ikke at det er meget brugbart i hverdagen. Til gengæld kan den klare spurten på 3,9 sekunder og har en topfart på 225 km/timen.
Læs også: Manhart tuner BMW M3 2021
Læs også: Nu kan du spare endnu flere penge ved at køre elbil
Begge biler kommer med samme batteripakke, og eDrive40 kan som nævnt klare op til 590 kilometer på en opladning, mens M50 klarer 510 kilometer grundet de ekstra hestekræfter. Bilen kan lades med helt op til 210 kW, hvilket kan give 115 kilometer rækkevidde på blot 10 minutters opladning på BMW’s hurtigladere. BMW sender et Charging Card med din nye bil ved levering, som giver dig 12 måneders gratis opladning på de mange IONITY High Power Charging stationer rundt om i landet.
BMW i4 serien kan fås i flere forskellige farver, og her i blandt kan vi nævne ovenstående Black Sapphire Metallic, Black, Alpine White og Skyscraper Grey Metallic. Der findes også andre nuancer af alle nævnte farver, som kan ses direkte ved BMW.