hyundai kona

Hyundai tilbagekalder 82.000 elbiler

Hyundai har set sig nødsaget til at tilbagekalde 82.000 elbiler, som alle har det tilfælles, at de ligger i den dyre ende af prisskalaen. Den samlede regning forventes at blive historisk høj.

Hvis det ender med et worst case scenarie, så skal alle Hyundai Kona solgt mellem september 2017 og marts 2020 tilbagekaldes og have udskiftet batteripakken. Årsagen til hele miseren er, at der efter en softwareopdatering til modellerne i de tre årgange er opstået brand i batteripakken, som er produceret af LG. Brandene er alle opstået grundet kortslutninger i batteriet.

Det sydkoreanske transportministerium har indledt en undersøgelse sammen med LG Electronics og Hyundai, og ministeriet har indtil nu har antydet, at problemet ligger i batterierne, der har problemer med battericellerne. LG har dog i en pressemeddelelse sagt, at de ikke kan genskabe problemet på deres laboratorie, og de påpeger derfor, at fejlen ligger hos Hyundai og deres produktionslinje. Så indtil videre er det meget uvist, hvem der ender med at skulle tage skylden for fejlene.

Uanset hvem der ender med at sidde med regningen, er der ingen tvivl om, at prisen for fejlen kommer til at blive stor. Batteriet i elbiler står som udgangspunkt for 40% af kostprisen på bilerne, og det anslås, at batterierne har en stykpris af 68.000 kroner pr bil, og hvis alle 82.000 biler skal have udskiftet batteripakken, ender det samlede regnestykke for batteripakken alene på 5,5 milliarder kroner. Derudover kan regningen blive endnu større for LG, hvis de bliver dømt til at sidde på fejlen, da Hyundai så også skal have betaling for udskiftning af batterierne. Det gør sagen til den dyreste nogensinde i en tilbagekaldelse, og hvis transportministeriet også tilføjer bøder samt eventuelle sagsomkostninger ved en retssag, bliver regningen blot endnu større.

Det er endnu ikke meldt officielt ud, om problemet også omhandler danske biler, så her må vi væbne os med tålmodighed. I første omgang skal det fastslås, om det gælder alle biler eller kun et batch af batterier, og hvem der ender med den store regning.

Kilde: bilmagasinet.dk

Be Social!