Cooler Master CK720

Med lanceringen af CK720 tastaturet, træder Cooler Master for første gang ind på det hardcore tastaturmarked, hvor vi finder de største entusiaster. En ting er at et tastatur er mekanisk, en anden er hvordan det føles, er bygget og lyder. Cooler Master mener at alle skal have mulighed for hvordan et ægte high-end tastatur føles – og dette er nu gjort muligt med deres CK720. Vi har at gøre med et kompakt tastatur, der ud over at have hot-swappable kontakter, også har mulighed for afmontering af toppladen, samt kommer med smurte stabilisatorer og et gummilag der minimerer støjen fra tastaturen og den ”raslen” et normalt mekanisk tastatur godt kan have. Alt dette er ting vi normalt ikke ser fra masseproducerede tastaturer, så det skal blive spændende at se hvordan Cooler Master har klaret dette job, og hvordan CK720 føles og er et bruge.

Specifikationer og features

Som altid har jeg været en tur forbi producentens hjemmeside, denne gang Cooler Master. Jeg har fundet de vigtigste specifikationer, som er listet op nedenfor, efterfulgt af tre billeder der viser nogle af de unikke features som CK720 tilbyder:

  • Type: Mekanisk gamer tastatur i 65% størrelse
  • Tilgængelige farver: Space Gray og Silver White
  • Materialer: Aluminium og plastik
  • Kontakter: Kailh Box V2 – Cherry MX senere
  • Knapper: PBT med OEM layout (du kan montere hvilke som helst)
  • RGB-lys: Ja, 16.7 millioner farver
  • Pollingrate og svartid: 1000 Hz / 1 ms
  • On-the-fly System: Ja – kræver ikke software for funktioner
  • Multimedie og genveje: Ja, via FN knap
  • Styresystem support: Windows 8+ samt Mac OS X 10.10+
  • Software: Ja, Cooler Master MasterPlus+
  • Tilslutning: USB-A (1.8 meter aftageligt USB-C kabel medfølger)
  • Dimensioner: 334 x 118 x 37 mm
  • Vægt: 950 gram (uden kabel)

En tur rundt om Cooler Master CK720

Nu hvor vi har helt styr på alle de tekniske detaljer, kan vi vende blikket mod selve tastaturet – eller rettere kassen som det ankommer i. Jeg er fan af Cooler Masters nye designvalg og farver, på både deres produkter og emballage. CK720 kommer i en kasse med detaljer i lille og blå, samt sort som grundfarve. På fronten af kasse finder vi et stort billede af selve CK720 tastaturet, samt features listet op nede i højre hjørne. Bagsiden på kassen går yderligere i detaljer med features og funktioner på CK720 tastaturet.

Åbner vi kassen op, mødes vi af synet på billedet nedenfor. Som vi kan se er selve tastaturet godt beskyttet under et stykke gennemsigtigt plastik så at det ikke tager skade fra tryk under transporten. Ilagt øverst finder vi et par papirer – lad os få pakket CK720 ud af kassen.

Med det hele ude af kassen, kan vi nu danne os et overblik over hvad man får med, hvis man vælger at trykke køb på et CK720 tastatur fra Cooler Master. I kassen finder vi følgende inkluderet:

  • Cooler Master CK720 tastatur
  • Aftageligt USB-A til USB-C kabel på 1.8 meter
  • Værktøj til afmontering af kontakter og knapper
  • Quickstart guide og guide til afmontering af toppanel

Lad os få lagt tilbehøret til CK720 tastaturet til side for nu, og i stedet vende blikket mod herligheden. Som vi kan se nedenfor har vi at gøre med et yderst kompakt tastatur i 65% størrelsen. Det betyder at vi stadig finder dedikerede piletaster i højre side, men at ting som numpad og F-rækken er ”sparet” væk for at gøre tastaturet kompakt.

CK720 er tilgængeligt i to forskellige farver, hvor af vi har modtaget den mørke udgave kaldet Space Gray. Med en flot topplade i aluminium som er diamantskåret på kanten, ser CK720 ikke blot smart og lækkert ud, det er også yderst solidt skruet sammen. Som vi kan se på billedet nedenfor, finder vi to funktioner på mere eller mindre alle knapperne på CK720. Den sekundære funktion, aktiveres via FN-knappen med Cooler Master logoet som er placeret til højre for mellemrumstasten.

Oppe i det højre hjørne af tastaturet (nede i venstre på billedet), finder vi et multifunktions-hjul som kan lidt af hvert, som navnet antyder. Du kan for eksempel bruge dette hjul til at styre lydstyrken, skifte sang, eller kontrollere det indbyggede RGB-lys – valget er dit, og det kan tilpasses både med eller uden software. Nu vi har et billede fra denne vinkel, kan vi også se hun USB-C stikket hvor at det medfølgende kabel skal tilsluttes (markeret med den røde pil).

Med bunden opad på CK720 kan vi her se at vi finder fire solide gummifødder – en i hvert hjørne. Fødderne oppe i toppen, kan desuden justeres, i to trin, således at du reelt set har mulighed for hele tre forskellige vinkler på dit CK720 tastatur – 5, 8 og 10 graders vinkel for at være præcis.

En af de steder hvor CK720 for alvor viser sig fra sin entusiast side, som Cooler Master markedsfører dette tastatur som, er kontakterne. Som vi kan se på billederne herunder, er det nemlig muligt ikke blot at afmontere knapperne på CK720, men også selve de mekaniske kontakter kan afmonteres smertefrit med det inkluderede værktøj. Det betyder at du reelt set kan udskifte og montere lige præcis de kontakter du måtte have lyst til at bruge på dit CK720 tastatur. Derudover har du også mulighed for at skifte knapperne ud til et hvilket som helst andet set, der gør brug af OEM standarden og det normale ”kryds” i midten.

Kontakterne på vores eksemplar af CK720 er Kailhs røde Box V2 modeller som er lineære. Det vil sige at de ikke har noget ”bump” eller markant modstand, for at blive aktiveret, blot en glat bevægelse hele vejen ned. Denne type kontakt kan mest af alt sammenlignes med en Cherry MX Red eller andre røde kontakter fra andre producenter. Der er heldigvis en vis ”standard” når vi snakker mekaniske kontakter og farverne de har, således at det er nogenlunde til at finde ud af, selvom der efterhånden findes MANGE forskellige på markedet. Typen af Kailh Box V2 der er monteret i CK720 bruger to ben, og et dummy ben – se billede to nedenfor.

Ønsker du at tilpasse og finjustere dit CK720 tastatur, har Cooler Master også gjort dette muligt, da du faktisk forholdsvis let kan afmontere toppladen i aluminium, og derved har adgang til alt indmaden i tastaturet. Vi har dog ikke valgt at splitte tastaturet fuldstændig fra hinanden i testen her, men viser blot det medfølgende stykke papir, der trin for trin viser dig hvordan denne proces foregår. Vi tester og tager udgangspunkt i hvordan CK720 er at bruge som det leveres, ikke når man har været inde og ”pille” i sagerne.

Med det medfølgende 1.8 meter lange USB-kabel monteret, er vi nu klar til at få tilsluttet CK720 tastaturet og se på hvordan det faktisk er at bruge. Det medfølgende kabel er som nævnt aftageligt, hvilket bestemt er et plus i bogen. Dog er det et standard gummikabel fra USB-A til USB-C og altså intet specielt. Det matcher ikke ligefrem resten af kvalitetsfølelsen på CK720 for at sige det som det er. Grunden til at kablet ikke er mere lækkert end det er, skyldes at Cooler Master vil have dig til selv at vælge dit kabel til CK720. De vil med tiden tilbyde en lang række af specielle kabler til deres tastaturer, så at du kan tilpasse det efter dit ønske – eller sågar bruge et kabel fra en anden producent, såsom CableMod eller lignende.

Testen – MasterPlus+ samt komfort og brug

Vi vil normalvis tage en tur igennem softwaren på dette punkt i testen, inden vi for alvor skal i gang med at bruge produktet. Dog har jeg valgt at springe dette over i testen her. CK720 kan reelt set bruges og har adgang til alle funktioner uden softwaren. Derudover har vi kigget på Cooler Master MasterPlus+ softwaren et utal af gange efterhånden, så hvorfor gentage sig selv. Det er dejligt at se at Cooler Master har lavet ét stykke software hvor alle deres produkter samles, i stedet for at have et hav af forskellige software som før i tiden.

Du har naturligvis adgang til din RGB, macroer, profiler og mere med MasterPlus+ softwaren installeret, men funktionerne på CK720 er som nævnt de samme, selvom denne ikke installeres. Se de to billeder nedenfor, for yderligere informationer og lad os så komme i gang med selve testen!

Som nævnt har vi modtaget CK720 med de røde kontakter, som er lineære og den type jeg personligt klart foretrækker. Til dagligt bruger jeg et Corsair K100 RGB med optiske kontakter, som dog stadig er lineære. Derfor var der ikke en stor tilvænnings periode for at gå over til at bruge CK720, ud over størrelsen og manglen af et numpad naturligvis.

Det første jeg bemærkede da jeg placerede CK720 på mit bord og gik i gang med at bruge det, var at jeg manglede min trofaste håndledsstøtte som er en ting der er inkluderet med mit K100 fra Corsair. Dette giver en naturlig overgang fra bord til tastatur, men var altså ikke at finde ved CK720, hvilket derfor gav en høj kant mellem håndled og tastatur. Det hjalp dog lidt at jeg havde min store stof musemåtte placeret under tastaturet, som gav en smule af min komfort tilbage.

Men hvis vi ser bort fra den manglende håndledsstøtte, hvordan var CK720 så at bruge? Igennem min tid som anmelder har jeg haft et utal af forskellige tastaturer på mit skrivebord, både mekaniske og normale membran modeller. Jeg tør godt sige at CK720 fra Cooler Master hører til i min top fem, når vi snakker følelsen af kontakterne og støjen disse gengiver – man fristes næsten til at sige manglen på samme. Jeg forstår godt de hardcore tastatur entusiaster nu, efter at have haft CK720 på mit skrivebord. Ikke nok med at kontakterne er utrolig behagelige at trykke på, med god respons, så er de nemlig også ufatteligt støjsvage – uden sammenligning demest støjsvage mekaniske kontakter jeg har brugt til dato.

Dette skyldes en kombination af to ting som Cooler Master har gjort på CK720. Den ene er at de har smurt stabilisatorerne på de store knapper, som typisk er dem der kan give en ”klik” eller ”rasle” lyd når knapperne trykkes, da det ofte blot er plastik mod plastik. Dette er altså nu elimineret ved at bruge smørelse, som både kan høres og mærkes. Derudover finder vi også et lag gummi under printpladen inde i CK720, som er med til at dæmpe lyden fra kontakterne yderligere. Det giver en behagelig og nærmest tilfredsstillende lyd når knapperne trykkes ned – jeg er fan!

Det indbyggede RGB-lys i CK720 er også utrolig flot og farverigt. Det kan let tilpasses via FN-knappen og funktionerne i nogle af bogstaverne, så du let kan få det præcis som du ønsker – eller via softwaren selvfølgelig. Den hvide baggrund under kontakterne, gør at lyset skinner og reflekteres på denne, som gør at lyset bliver mere levende og lækkert at se på.

Multifunktions-hjulet er også et sort plus i min bog. Jeg er IKKE fan af multimediekontrol der kræver brug af FN-knappen og to fingere eller sågar begge hænder. På CK720 har du hurtigt adgang til at justere lydstyrken for eksempel. Giv hjulet et tryk og du skifter nu sangen du lytter til – lettere og mere ubesværet bliver det ikke, med mindre du har dedikerede knapper til det hele som på mit Corsair K100 RGB.

Alt i alt gør CK720 tastaturet fra Cooler Master alt hvad det lover – og mere til på nogle punkter. CK720 er hamrende godt skruet sammen, og har features og løsninger som vi normalt ikke ser på tastaturer produceret i stor skala, fra store producenter som netop Cooler Master, Corsair eller lignende. Smørelsen i kontakterne og gummilaget gør så stort en forskel at man undrer sig over hvorfor dette ikke allerede findes i alle andre tastaturer, jeg tænker dette blot er et spørgsmål om tid nu hvor CK720 er på markedet og de andre producenter skal følge trop. Overall er der ikke en finger at sætte på ydelsen og brugen af CK720 overhovedet – ud over at jeg stadig ville ønske at der var en håndledsstøtte inkluderet i kassen, men det er også det. Lad os nu få givet vores vurdering nedenfor efterfulgt at konklusionen!

Vurdering

Funktionalitet: 100%

Innovation: 100%

Design: 95%

Pris: 90%

Performance: 90%

Cooler Master CK720
Konklusion
Det er blevet tid til at få samlet tankerne omkring CK720 tastaturet fra Cooler Master og få testen her rundet af. Cooler Master træder ind på en anelse ukendt territorie med lanceringen af deres CK720 tastatur. Entusiast markedet for mekaniske tastaturer er en klasse for sig, og her finder vi som oftest kun rigtig dyre tastaturer som kan tilpasses og købes med funktioner vi ikke normalt ser fra de store drenge som netop Cooler Master, Corsair, ASUS og lignende – men dette er altså slut nu. Med CK720 får vi unikke features såsom smurte stabilisatorer og mulighed for at vælge mellem en masse forskellige kontakter, som desuden kan skiftes mega simpelt. Derudover finder vi også et støjdæmpende gummilag inde i tastaturet, som giver en helt unik og yderst lækker følelse og lyd når man bruger tastaturet. CK720 har desuden også alle de andre kendte features som der forventes af et moderne Cooler Master tastatur. Flot RGB-lys, aftageligt USB-kabel, multifunktions-hjul og software hvor alle ens Cooler Master produkter kan samles et og samme sted. Med et prisskilt på omkring 1000,- DKK (omregnet fra USD og moms lagt til), er CK720 ikke noget billigt tastatur, men med tanke på alle de features der tilbydes og unikke løsninger fra Cooler Master, vil jeg sige at CK720 er alle pengene værd, hvis du er på udkig efter et mekanisk tastatur i 65% størrelsen.
Godt
Solid opbygning og høj kvalitet
Fuldt modulært (udskiftning af kontakter)
Aftageligt USB-C kabel på 1.8 meter
Tilgængelig med et utal af kontakter
Flot integreret RGB-lys
MasterPlus+ software på tværs af enheder
Ultra kompakt med masser af funktioner
Multifunktions-hjul
Yderst støjsvagt under brug (gummilag)
Fin pris vs. kvalitet og features
Knap så godt
Ingen håndledsstøtte inkluderet
Medfølgende stift gummikabel
95

Be Social!

Gearkassen.nu anvender Cookies. Ved at fortsætte med at bruge Gearkassen.nu lader du os smage dine Cookies. This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.  Læs mere