Cooler Master Masterbox 520 Mesh

Cooler Master er en af de ældste drenge i gamet, hvad end vi snakker tilbehør eller hardware til computere. I denne test skal vi se på en af deres nyeste kabinetter i deres line-up, som kommer med en masse spændende features, hele fire blæsere inkluderet og faktisk er til at betale sig fra. Derudover får du som køber mulighed for selv at vælge om du ønsker kabinettet i sort eller hvidt, samt med eller uden RGB-lys. Masterbox 520 Mesh er navnet, og vi har modtaget den lidt specielle Blackout-version hvor samtlige detaljer på kabinettet er sorte, og blæserne ikke har nogen form for lys.

Specifikationer og features

Jeg har som altid været en tur forbi Cooler Masters hjemmeside og fundet lidt talguf til jer, i form af de vigtigste specifikationer og et par billeder der viser nogle af de features som Masterbox 520 Mesh kabinettet har i ærmet. Specifikationerne er listet op nedenfor, efterfulgt af billederne:

  • Type: Midi-tower
  • Farver tilgængelig: Sort eller hvidt
  • Materialer: Metal, plastik og glas
  • Dimensioner: 502 x 210 x 498 mm (inkl. fødder)
  • Bundkort support: mini-ITX, Micro-ATX, ATX, SSI CEB og E-ATX
  • Udvidelseskortslots 7 stk.
  • Harddiskpladser: 2×3.5” + 3× 2.5”
  • Frontpanel: 1x USB 3.2 Gen1 Type-A, 1x USB 3.2 Gen1 Type-C, samt 3.5 mm combo
  • Inkluderede blæsere: 4x 120 mm (tre i fronten og en i bagenden)
  • Støvfiltre: Top og bund (fint gitter i fronten)
  • PSU support: ATX op til 200 mm (170 mm max anbefalet)
  • Maksimal grafikkort support: 410 mm langt og 165 mm højt (inkl. strømstik)
  • CPU-køler maksimal højde: 165 mm

Blæser support:

  • Top: 3 x 120 mm / 2 x 140 mm
  • Front: 3 x 120 mm / 2 x 140 mm
  • Bagende: 1 x 120 mm
  • Bund: N/A

Radiator support:

  • Top: 120 / 140 / 240 / 280 / 360 mm (anbefalet 55 mm max tykkelse)
  • Front: 120 / 140 / 240 / 280 / 360 mm
  • Bagende: 120 mm
  • Bund: N/A

En tur rundt om Cooler Master Masterbox 520 Mesh

Med styr på alle de tekniske detaljer, er det nu blevet tid til at vende blikket mod selve kabinettet. Masterbox 520 Mesh findes i tre forskellige udgaver. Sort eller hvidt med RGB-blæsere inkluderet, og udgaven af Masterbox 520 Mesh som vi har modtaget, med tillægsnavnet ”Blackout”. Med andre ord er alle detaljer her sorte, og vi finder ikke noget RGB-lys eller andet lir som er med til at hæve prisen. Nedenfor ser vi to billeder af Masterbox 520 Mesh kabinettet, fra henholdsvis venstre og højre side.

Selvom vi ikke finder en masse porte på frontpanelet af Masterbox 520 Mesh, er de porte Cooler Master har valgt, alligevel fornuftige. Ud over én normal USB-A port, finder vi nemlig også én USB-C port. Der er også en mini-jack comboport til headset eller høretelefoner, samt powerknap placeret her.

Vender vi blikket mod toppen på Masterbox 520 Mesh kabinettet, finder vi her et kæmpe område med ventilation – hele toppen for at være mere præcis. Dertil er der et stort magnetisk støvfilter som dækker toppen, og let kan afmonteres for rengøring eller hvis man ønsker maksimalt airflow.

I bagenden af Cooler Master Masterbox 520 Mesh, finder vi det efterhånden traditionelle layout, kan vi vidst roligt sige. Det betyder at der er et hul til montering af strømforsyningen i bunden, efterfulgt af syv udvidelseskortslots ovenfor, og sidst men ikke mindst hullet til bundkort I/O panel og den ene af de i alt fire 120 mm blæsere som er inkluderet. Bunden byder på fire solide plastikfødder med gummiabsorbering, samt et støvfilter foran strømforsyningen, som let kan trækkes ud af bagenden på kabinettet.

Tilbage til fronten på Masterbox 520 Mesh kabinettet, finder vi som navnet antyder et stort område med mesh / gitter. Vi har at gøre med et yderst fint gitter, som også fungerer som støvfilter for blæserne i fronten – kan ses på første billede nedenfor.

Ved at tage fat i bunden af fronten, kan denne let afmonteres, og de resterende tre inkluderede 120 mm blæsere kommer til syne. Til prisen, er det lækkert at se at Cooler Master inkluderer hele fire blæsere til Masterbox 520 Mesh – og vælger du en af RGB-modellerne er der sågar også lys i disse blæsere.

Lad os få afmonteret sidepanelerne og støvfiltret i toppen, så vi kan få taget et nærmere kig indvendigt i Masterbox 520 Mesh kabinettet. Nedenfor ser vi et billede fra venstre side, ind i kabinettet, som er her alt hardwaren skal monteres. Som vi kan se har vi at gøre med et helt åbent design, hvilket betyder at de tre 120 mm blæsere i fronten har fri passage hele vejen igennem kabinettet, for maksimalt airflow. Alle detaljer i Blackout versionen af Masterbox 520 Mesh som vi har modtaget, er desuden sort – som navnet indikerer.

Med et billede nede mod bagenden indvendigt, kan vi se de syv udvidelseskortslots som også alle er ventilerede. Der er dog ikke mulighed for at montere dit grafikkort vertikalt, som på nogle af Cooler Masters andre kabinetter i deres sortiment. Masterbox 520 Mesh er ganske enkelt for smalt, og tillader derfor ikke denne feature.

Kigger vi i den modsatte ende, mod fronten, kan vi se de tre 120 mm blæsere, som har fri passage ind til resten af Masterbox 520 Mesh kabinettet, for bedst muligt airflow. Det er desuden også muligt at montere op til en 280 / 360 mm radiator i fronten, samt toppen.

Ønsker du at montere din strømforsyning med blæseren op ad, i stedet for ned mod bunden, er dette desuden også muligt i Masterbox 520 Mesh, da der er et åbent område med ventilation på PSU-coveret, som ellers er lukket af for at give et lækkert clean look.

Der er desuden en udskæring i coveret mod fronten, for at give plads til den førnævnte radiator support. Ganske som i fronten har du i toppen af Masterbox 520 Mesh kabinettet mulighed for at montere op til en 280 / 360 mm radiator, for maksimal køling.

Med et par billeder af bagsiden, kan vi hurtigt få en ide om hvordan kabelføringen i et kabinet er. Kigger vi på de to billeder af Masterbox 520 Mesh nedenfor, ser vi strategisk placerede kabelføringshuller, samt en masse steder hvor kabler kan fastgøres med strips eller velcrobånd – begge ting medfølger til kabinettet. Der er omkring to centimeter til kabelføring, hvilket hverken er meget eller lidt, men lige midt i mellem, og nok til at kabelføringen bør være ret ligetil.

Montering af hardware og brugervenlighed

Vi har nu været hele turen rundt om Masterbox 520 Mesh kabinettet, og det er dermed blevet tid til at få monteret noget hardware. Traditionstro starter vi som altid med at vise hvordan harddiske og strømforsyningen monteres. Hvad end du skal montere normale 3.5” harddiske, eller 2.5” SDD’er foregår dette helt uden brug af værktøj, takket være nogle plastikskinner, samt små tommelskruer – enkelt og lige til.

Dog er det ikke helt så lige til med strømforsyningen, da denne skal ind under PSU-coveret fra bagsiden af kabinettet. Som vi kan se på det andet billede nedenfor, er pladsen træng. Benytter du en modulær strømforsyning, er det en rigtig god ide at montere alle de kabler du har brug for INDEN du monterer strømforsyningen i Masterbox 520 Mesh kabinettet. Cooler Master skriver at kabinettet understøtter PSU’er op til 200 mm, men anbefaler en på maksimalt 170 mm – så hav dette i mente.

Ud over den lidt bøvlede montering af strømforsyningen, foregik resten af processen med Masterbox 520 Mesh kabinettet helt smertefrit. Det er altid lækkert at arbejde i et kabinet som har et helt åbent layout, da der derved er masser af plads at arbejde i. Kabelføringen i Masterbox 520 Mesh er ganske godt lagt ud, hvilket betyder at hullerne er der hvor det giver mening, og det samme gør sig gældende for de steder hvor kabler kan fastgøres. Som vi kan se på de to billeder nedenfor, kan du opnå et fint resultat uden at gøre dig særlig umage, eller fastgøre kablerne for den sags skyld – tommel op.

Lad os vende den anden og lidt sjovere side mod kameraet, nemlig den hvor vi kan se hardwaren monteret. Som vi kan se nedenfor, er der som udgangspunkt godt med plads i Masterbox 520 Mesh til vores ATX bundkort og efterhånden aldrene GTX780 grafikkort. Du vil uden problemer have plads til en stor luftkøler, eller radiator i fronten, med en hardware opsætning som vores.

Langt det meste normale til high-end hardware vil også kunne være i Masterbox 520 Mesh uden de store problemer. Dog skal du være opmærksom på de nye Nvidia RTX40xx grafikkort som godt kan give problemer med pladsen – på trods af det meget åbne layout. Der er simpelthen ikke plads nok, hverken i bredden eller længden til de største af disse monstre. Med det sagt, tænker jeg også at dem der køber et kabinet i denne prisklasse, ikke nødvendigvis har et RTX4090 eller lignende i budgettet – no offense Cooler Master.

I toppen af Masterbox 520 Mesh er der som tidligere nævnt plads til maksimalt en 280 / 360 mm radiator, eller tilsvarende to 140 eller tre 120 mm blæsere. Ønsker du at montere en radiator i toppen, anbefaler Cooler Master at du benytter en radiator som har en maksimal tykkelse på 55 mm. Med en enkelt række blæsere, vil dette give en total tykkelse på 80 mm. Ved at overholde dette, bør du kunne få plads, uanset hvilket bundkort eller RAM du måtte vælge at bruge.

Et afsluttende billede af det færdige system, til afslutningen i vores test af Masterbox 520 Mesh kabinettet fra Cooler Master. Det er nu blevet tid til at få vurderet kabinettet på de forskellige parametre nedenfor, og rundet det hele af i konklusionen, og samle tankerne.

Klik på Cooler Master logoet ovenfor, og bliv sendt direkte til Masterbox 520 Mesh produktsiden.

Vurdering

Funktionalitet: 90%

Innovation: 80%

Design: 90%

Pris: 95%

Performance: 90%

Cooler Master har med deres Masterbox 520 Mesh kabinet-serie skabt nogle moderne kabinetter med gode features og muligheder – især til prisen. Den testede Blackout udgave, leveres som navnet antyder fuldstændig i sort, uden noget lys eller lir. Vi finder stadig hele fire 120 mm blæsere inkluderet, tre i fronten og én i bagenden, hvilket betyder maksimalt airflow. Masterbox 520 Mesh byder på et helt åbent design, som gør det let at arbejde i, samtidig med at kølingen er i topklasse – nærmest uanset hardware. Dog skal du være en anelse opmærksom på især størrelsen af dit grafikkort, da Masterbox 520 Mesh er et forholdsvis smalt kabinet, hvilket kan give problemer i nogle situationer. Ønsker du Masterbox 520 Mesh med RGB-lys, kan du vælge kabinettet i sort eller hvidt og med et prisskilt på omkring 1100,- DKK. Blackout udgaven vi her har testet, er en anelse billigere, men som nævnt, stadig med fire inkluderede blæsere. Masterbox 520 Mesh fra Cooler Master lander på en samlet score på 89% og får en tommel op.
Godt
Simpelt design og godt airflow
Leveres med hele fire blæsere
Sidepanel i hærdet glas med let montering
USB-C port i frontpanelet
Åbent layout med plads til det meste hardware
Værktøjsfri montering af harddiske
Fornuftig plads til kabelføring
Tilgængelig i sort, hvidt (med RGB) og blackout
Knap så godt
En anelse tyndt metal / billig byggekvalitet
Ikke plads til de nye store RTX40xx grafikkort
89

Be Social!

Gearkassen.nu anvender Cookies. Ved at fortsætte med at bruge Gearkassen.nu lader du os smage dine Cookies. This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.  Læs mere