Mange internetbrugere vil støde på IPv4 og IPv6 betegnelser. Du har måske hørt folk sige, at IPv6 er bedre end IPv4, og det er fremtiden. Men hvad gemmer dig sig bag udtrykkene IPv4 og IPv6, og hvad er det, der gør den sidste overlegen?
Indholdsfortegnelse
Hvad er IP?
Internetprotokollen eller IP er den vigtigste kommunikationsprotokol inden for internetprotokolsuites til videresendelse af datagrammer på tværs af netværksgrænser. Internetprotokollen har en routingsfunktion, der muliggør internetværk mellem forskellige enheder over hele kloden og effektivt etablerer det netværk, vi kalder internettet. IP’en er ansvarlig for adressering af hosts/værter, indkapsling af data i datagrammer og routing af datagrammer fra en kildehost til en destinationshost på tværs af et eller flere IP netværk. I Lehman termer indeholder IP sæt af regler og retningslinjer, der skal følges, mens data overføres over ethvert netværksspektrum.
IPv4 vs IPv6: Hvad betyder de?
Internet Protocol Version 4 (IPv4) er den fjerde version af Internet Protocol (IP). IPv4 blev oprindeligt indsat til produktion i ARPANET i 1983 og er siden vokset til at lede det meste af internettrafikken i dag. IPv4 er en forbindelsesfri protokol, der er implementeret på netværk, der gør brug af packet switching. Det fungerer efter ”best effort delivery”-leveringsmodellen, hvilket betyder, at de opnår uspecificeret variabel bithastighed og leveringstid afhængigt af den aktuelle trafikbelastning. Det garanterer ikke levering, og det garanterer heller ikke korrekt sekventering eller undgåelse af såkaldt ”duplicate delivery”.
Internet Protocol Version 6 (IPv6) er den seneste version af Internet Protocol og den trinvise opdatering til IPv4. I det væsentlige er IPv6 en Internet Layer-protokol til packet-switched internetworking og giver end-to-end datagramtransmission på tværs af flere IP-netværk, der nøje overholder designprincipperne udviklet i den tidligere version af protokollen. IPv6 blev først formelt beskrevet i internetstandarddokumentet RFC 2460, der blev offentliggjort i december 1998, men er begyndt at eksistere på enheder siden slutningen af 2006.
IPv4 vs IPv6: Detaljerede forskelle
Hvorfor behovet for IPv6?
IPv4 bruger kun 32 bit til sine internetadresser. Det betyder i det væsentlige, at IPv4 kan understøtte op til 2^32 IP –’adresser i alt, hvilket tegner sig for 4.294.967.296 (4,29 milliarder). Selvom dette tilsyneladende er et stort antal adresser, overstiger det anslåede antal enheder, der opretter forbindelse til internettet, 20 milliarder, og antallet ser ud til at vokse markant dag for dag. Som sådan skal IP adressen for enhver enhed være specifik og unik, og med det stigende antal brugere er vi ved at løbe tør for IPv4 adresser.
Læs også: Sådan får du adgang til Windows 10s skjulte Power User Menu
IPv6 gør derimod brug af 128-bit internetadresser. Det betyder, at protokollen kan understøtte op til 2^128 IP-adresser i alt, hvilket groft sagt resulterer i 340.282.366.920.938.000.000.000.000.000.000.000.000.000 adresser. Grundlæggende er IPv6 standarden mere end nok til at holde Internettet operationelt i meget, meget lang tid.
Fordele ved IPv6
IPv6, sammen med at øge antallet af tilgængelige adresser, kommer med yderligere fordele. Ved hjælp af IPv6 er behovet for Network Address Translation (NAT) blevet udryddet, som tidligere blev brugt til at bevare globale adresserumstildelinger på grund af manglen på IPv4 adresser. Derudover fjerner IPv6 også muligheden for private adressekollisioner sammen med bedre multicast-routing.
Sammenlignet med IPv4 standarderne har IPv6 et enklere header-format, som giver mulighed for enklere og mere effektiv routing. Det medfører også en stigning i servicekvaliteten (QoS), også kaldet “flow labeling”. For ikke at glemme, IPv6 har sin egen indbyggede godkendelse og beskyttelse af personlige oplysninger og har fleksible muligheder med understøttelse af udvidelser. Samlet set giver IPv6 også lettere administration og siger også adios til Dynamic Host Configuration Protocol (DHCP).
IPv4 til IPv6: Skiftet
Begrænsningstallet af IPv4 blev forudsagt for mange år siden. I 1993 blev Classless Inter-Domain Routing (CIDR) introduceret, som senere blev erstattet med den omfattende brug af Network Address Translation (NAT). Mens begge metoderne virkede, var de intet andet end midlertidige virkemidler til at forsinke udtømningen af IPv4 adresser. Grundlæggende set er det nødvendigt at skifte til IPv6, men udviklingen har været træg. For at foretage skiftet kræver software og routere ændringer for at understøtte det mere avancerede netværk, hvilket vil tage tid og koste penge.
Fra 2014 bar IPv4 stadig mere end 99% af verdensomspændende internettrafik. På trods af et årti lang udviklings- og implementeringshistorie som en Standards Track protokol, stiger den generelle verdensomspændende implementering af IPv6 langsomt. Den 22. juli 2017 nåede andelen af brugere, der nåede Google tjenester med IPv6, for første gang 20,1% og voksede efterfølgende med omkring 7,2% om året, selvom det varierede meget efter region. Mens enheder anvender IPv6 standarderne, er antallet af netværksudbydere, der skifter til IPv6, stadig ret lavt. I mellemtiden kører IPv4 og IPv6 effektivt som parallelle netværk, selvom udveksling af data mellem disse protokoller kræver særlige gateways.
Kilde: Cisco, TechRader
